Antropologforeningen søger nye bestyrelsesmedlemmer!

Har du lyst til at arbejde med antropologi i et nysgerrigt og dynamisk fællesskab? Så læs med her!

Vil du være med til at skabe spændende arrangementer, producere og udvikle antropologiske podcast og fremme den faglige diskussion på tværs af antropologiens mangfoldige arbejdsområder, så har du chancen som medlem af Antropologforeningen Danmarks bestyrelse. Antropologforeningen søger nye medlemmer til foreningens bestyrelse, der har lyst til at tage del i foreningens arbejde. Bestyrelsens primære arbejdsområder er forskellige administrative opgaver, kreative udviklingsprocesser og afvikling af vores eventarrangementer.

Vi søger særligt dig der kan bidrage med eller har lyst til at lære mere om:

  • At redigere lyd og podcasts
  • At jonglere med tal og økonomi
  • At arbejde med visuel formidling

Antropologforeningen arbejder for udbredelsen og anvendelsen af antropologisk viden, samt på at skabe faglig debat mellem antropologer på tværs af arbejds- og interessefelter. Der afholdes bestyrelsesmøde hver 6. uge, hvor bestyrelsens arbejde planlægges og diskuteres. Herfra deles arbejdet med eventarrangementer, podcast produktion og andet arbejde ud i mindre arbejdsgrupper, der udvikler, afvikler og gennemfører de forskellige opgaver. Bestyrelsen arbejder i disse år på at opbygge en bredere digital formidling af foreningens events og SoMe platforme, og der er plads til at lege med format og kreativitet. Vi håber på sigt at oparbejde en toneangivende tilstedeværelse i den offentlige debat samt et større udbud af arrangementer og kurser for vores medlemmer.

Som medlem af bestyrelsen forventes det at du deltager aktivt og har lyst til at bruge nogle frivillige timer på at drive foreningens arbejde i samarbejde med de andre engagerede bestyrelsesmedlemmer. Vi vil opfordre alle interesserede til at deltage i foreningens generalforsamling d. 2/4/20, hvor man formelt opstiller og vælges ind i bestyrelsen.

Generalforsamlingen afholdes d. 30. april kl 18.00, hvor vi muligvis kan samles fysisk (på KUs Center for Sundhed og Samfund). Deltagelse vil også være mulig online, via ZOOM. Hvis ikke samlingsforbuddet er ophævet, vil generalforsamlingen kun finde sted på ZOOM. Er du interesseret i at stille op til bestyrelsen, har du til generalforsamlingen 2 minutter til at fortælle, hvem du er og hvorfor du stiller op. Foreningens medlemmer vil derefter godkende den nye bestyrelse gennem anonym afstemning.

OBS: er du god til tal? Eller er du måske i gang med at opøve excelkompetencer? Bestyrelsen søger en ny kassér, der har lyst til at varetage foreningens økonomi. Spred gerne ordet til dine excel-glade antropologi-venner!