Categories 2016-2017

Siden midten af forrige århundrede har den universalistiske velfærdsstatsmodel dannet ramme for samfundsorganisering og udvikling i Skandinavien. Velfærdsstaten er blevet et accepteret udgangspunkt for hverdagsliv i Danmark, og det er kun de færreste politikere og borgere, der anfægter dens berettigelse og eksistens. I kølvandet på den globale økonomiske krise er arbejdsløsheden imidlertid vendt tilbage, job eksporteres til udlandet samtidig med, at der sker en øget tilførsel af udenlandsk arbejdskraft, det private forbrug er dalet, og senest har en dagpengereform bidraget til manges oplevelse af utryghed og usikkerhed omkring fremtiden.

Siden 1990erne har neoliberale ideer om markedsstyring, selvforvaltning og nedskæringer vundet frem i velfærdsstaten. Fx har sundhedssektoren været præget af nedskæringer, privatiseringer og patientinddragelse; i uddannelsessektoren har folkeskolen, gymnasieskolen og universitetet undergået markante reformer; i integrationssektoren er staten markant til stede i regulering, fordeling og overvågning af flygtninge og indvandrere; og den store kommunalreform har haft konsekvenser for kommunegrænser, sektorsamarbejde, lokaldemokrati og borgerinddragelse.

Denne type reformer karakteriserer politologen, professor Ove Kaj Pedersen som overgangen fra velfærdsstaten til ”konkurrencestaten”. Konkurrencestaten er kendetegnet ved at være (1) en stat, der søger at mobilisere og optimere sine borgere til international konkurrence, i modsætning til velfærdsstaten, der værnede mod ændringer i internationale økonomiske konjunkturer; (2) en stat, hvor den enkelte er ansvarlig for sit eget liv, og hvor frihed er frihed til at realisere egne behov, i modsætning til velfærdsstatens vægtning af moralsk dannelse, demokrati og fællesskab; (3) en stat, der prioriterer dynamik og reform frem for velfærdsstatens mål om stabilitet; (4) en stat, der er internationalt orienteret og arbejder på at påvirke, relatere sig til og måle sig med andre stater.

Dette temanummer af Tidsskriftet Antropologi sætter fokus på velfærdsstaten og præsenterer antropologiske bud på, hvordan velfærdsstaten, dens udvikling og forandringer kan forstås. Stemmer konklusionerne fra Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten (2011) overhovedet overens med antropologiske analyser og etnografiske beskrivelser af konkrete empiriske cases fra de forskellige sektorer af velfærdsstaten og samfundslivet, eller kan vi udvikle andre begreber og teorier? Hvordan kommer velfærdsstatens forandringer til udtryk i det sociale liv, hvis der da er tale om forandringer? Hvilke politiske, ideologiske, kulturelle og moralske beslutninger motiverer forandringerne, og hvordan bliver de meningsfulde for folk, som er forskelligt positioneret i samfundet?

I Konkurrencestaten skriver Ove Kaj Petersen, at “det er ved at studere institutionernes historie eller ved at studere forskydninger i idealer (eller værdier), at vi får indsigt i, hvordan samfund har forandret sig, og hvorfor det sker”. I den regionale antropologi er ‘egalitær individualisme’, integration, rummelighed, fællesskab og ideen om, at lighed er lig med enshed, blevet fremhævet som værdier, der er skabt gennem velfærdsstaten og danner grundlag for samme. Kan diskussioner af sådanne gate keeping-begreber frembringe nye teorier om velfærdsstaten og dens nuværende forandringer? Eller har vi brug for nye begreber til at beskrive den danske velfærdsstat?

Gæsteredaktion: Maja Hojer Bruun, Julie Rahbæk Møller, Dorthe Brogaard Kristensen og Mikkel Rytter